Hvorfor Fairtrade?

Du gør en forskel for nogle af verdens mest udsatte mennesker, når du køber Fairtrade-mærkede produkter.

Kakao er vores vigtigste råvare, og vi er bevidst om vores ansvar over for de lokale producenter, der dyrker den.

Vi blev derfor i 2016 Fairtrade-certificeret og har siden da købt 100% af vores kakao på Fairtrade-vilkår.

Læse mere om Fairtrade nedenfor eller på Fairtrade-mærkets hjemmeside: Fairtrade-mærket er din vejviser til at handle fair - Fairtrade Mærket Danmark

Hvorfor Fairtrade?

Om Fairtrade-mærket

Fairtrade-mærket er en international mærkningsordning, der arbejder for at sikre bedre løn og ordentlige arbejdsforhold for verdens udsatte producenter. Vi mener, at den bedste måde at udrydde fattigdom på er ved at betale en fair pris for de lokale producenters råvarer og derved sikre dem en fair løn.

Fairtrade arbejder for, at de lokale producenter sælger deres råvarer til en fair pris, og at råvarerne er produceret under ordentlige forhold, der tager hensyn til både mennesker og miljø. Lokale producenter i lande med udbredt fattigdom skal kunne brødføde deres familier, udvikle deres samfund og planlægge fremtiden.

Hele processen skal være ansvarlig. Lige fra frøet plantes i jorden, dyrkes, høstes og forarbejdes, indtil det færdige produkt lander på hylden med et Fairtrade-mærke på emballagen.

Helt konkret er der i produktionen af Fairtrade-mærkede varer f.eks. forbud mod børnearbejde, krav til sikkerhedsudstyr, forbud mod brug af sundhedsskadelige sprøjtemidler og strikse krav til beskyttelse af lokalmiljø, vandløb og biodiversiteten i nærområdet.

Om Fairtrade-mærket

Fairtrades minimumspris

En af måderne, vi forsøger at udrydde fattigdom på, er gennem Fairtrades minimumspris, som er unik.

Når de lokale producenter sælger deres Fairtrade-mærkede råvarer, får de en mere fair minimumspris, som er stabil. Så selvom verdensmarkedsprisen skulle falde til et lavt niveau, betales de lokale producenter minimumsprisen, der som udgangspunkt dækker deres produktionsomkostninger. Når markedsprisen overstiger minimumsprisen, følger Fairtrade-prisen med. Minimumsprisen varierer fra råvare til råvare. Der er fastsat en minimumspris for langt de fleste af de over 300 råvarer, som Fairtrade-standarderne omfatter.

Visse Fairtrade-produkter som te og roser dyrkes på store plantager. Her er Fairtrade med til at sikre, at nationale aftaler om mindsteløn og arbejdsforhold overholdes.

Arbejds- og levevilkårene forbedres skridt for skridt. Det kan tage tid at organisere arbejderne og oplyse dem om deres rettigheder, men Fairtrade arbejder på at forbedre reglerne for plantagerne. Et vigtigt fokusområde er arbejdet for, at de lokale producenter får en løn, de kan leve af – en såkaldt leveløn – som ikke blot dækker produktionsomkostningerne i deres landbrug, men også sikrer dem og deres familier en værdig levestandard.

Fairtrade er den eneste etiske mærkningsordning i verden, der anvender faste minimumspriser.

Fairtrades minimumspris

Fairtrade Premium

Ud over prisen for råvarerne sikrer Fairtrade også, at de lokale producenter tjener en ekstra sum penge kaldet Fairtrade Premium.

De lokale producenter beslutter på demokratisk vis, hvad deres Premium skal bruges til og nedsætter et udvalg til at gennemføre projekterne.

Ofte investeres der i projekter, der gavner alle lokale producenter og ofte hele lokalsamfundet. Kooperativer kan også vælge at investere pengene i infrastruktur eller forhold i produktionen, som gør deres forretning mere effektiv, øger kvaliteten eller beskytter miljøet. Nogle vælger at bygge skoler eller oprette studielegater, mens andre investerer i forbedring af dyrkningsmetoder, omlægger deres råvareproduktion til økologi eller tilpasser deres produktion til bedre at kunne stå imod klimaforandringer.

Fairtrade Premium er et fast beløb per kilo, liter eller stilk, der er købt på Fairtrade-vilkår.

Fairtrade Premium

Forskellige mærker – samme høje standarder

Vores hvide Fairtrade-mærke er et ingrediens-mærke. Det kaldes også FSI-mærket (Fairtrade Sourced Ingredient). Det betyder, at den ingrediens, der står skrevet på mærket, er Fairtrade-certificeret - i vores tilfælde kakaoen.

Produkter med det hvide Fairtrade-mærke indeholder flere ingredienser, som i princippet kunne være Fairtrade-mærkede, men kun ét af disse ingredienser er Fairtrade-mærket.

Mærket øger fleksibiliteten for producenterne. Det kan være, at deres leverandører ikke har den pågældende ingrediens, eller at de ønsker en anden smagsprofil. Mærket giver derfor de lokale producenter flere muligheder for at sælge deres Fairtrade-certificerede råvarer.

Forskellige mærker – samme høje standarder